Indbydelse
 

                                                                  

 

 

 CVH Webdesign

Klik her for vejret

Gå til forsiden

 

Restaurant Mosehuset

Pynte grønt 16-I skovens dybe stille ro  Pynte grønt 16

 

Kære og højtærede medlem af Madholdet

 

 

      

         ”I skoven ligger vores hus                             ”Lad os nu alle drømme

                 blandt træer og dyr.                                      mod huset i skovens ro.

                 Til stedet vi har fidus;                                    Mad og øl i strømme,

                 Det for os alt bety´r”                                      hvor alle er glade og fro.”

                                                                                 

”Kong Vinter banker på                                 ”Alfer, trolde og nisser

 med kulde og sne.                                         holder med huset øje

 Men når dagen er kort og grå,                       når du i sneen pisser                                                                                                                                                                  

 får dette Dem til at le.”                                  væsnerne sig fornøje”                  

 

         

                          

         

 

 

Kan De mærke det ? - stemningen, der sniger sig ind på os som en uforklarlig sitren. Denne varme hygge, der smyger sig ind alle steder og gør de kommende uger til et stort sansebombardement.

 

I Restaurant Mosehuset har vi for længst fundet nissehuerne frem, og vi kan med risengrøde i stemmen og med stolthed byde dem inden for;

 

lørdag den. 21. december kl. 18.00

  

                       

 

I Restaurant Mosehuset er alle endnu en gang fokuserede på at skabe de helt perfekte rammer om julefrokosten, som, også for os, er årets absolutte højdepunkt.

 

Hver en sten bliver vendt, hver en ingrediens bliver nøje vurderet og perfektioneret og vores gastronomiske eksperter har som altid kun et mål: at skabe en udsøgt julefrokost, hvor kun det aller bedste er godt nok.

 

Selve menuen bliver der dog på ingen måde lavet om på. Det er den samme velkendte menu, der nok kan få spytkirtlerne hos en madelsker på overarbejde:

 

  • Røde og hvide sild – marinerede med udvalgte krydderier til den helt rigtige fasthed er opnået. Serveret med sprøde løgringe og friskpillede æg. Smukt suppleret af den legendariske cremede karrysalat.
  • Lune, sprødstegte fiskefileter tilberedt af frisk fisk indfanget af gule citronbåde og flankeret af den uimodståelige hjemmerørte remoulade.
  • Køkkenets egen julemedister fremstillet af de ypperste lokale råvarer og krydret med det hemmelige julekrydderi, stegt gylden i smør og fulgt til bords af vores lune og saftige rødkål.
  • Varm leverpostej ledsaget af sprødstegt bacon og lune champignon. Hertil serveres hjemmelavede rødbeder á la Hjerk med det helt utroligt lækre bid.
  • Kødfyldt og aromatisk julesylte serveret med kradsbørstig sennep og igen svigermor’s sagnomspundne rødbeder.
  • Og vi kan ikke udelukke, at der sniger sig en lille overraskelse ind……

 

Til alle retter serveres som altid saftigt hjemmebagt rugbrød, smør fra lokal leverandør og selvfølgelig masser af iskolde juleøl- og akvavit.

 

Ja, man kan da kun blive lækkersulten efter sådan en menu !

 

Nisserne i skoven har, som altid, en travl tid her i december, hvor der arbejdes på højtryk for at levere den perfekte julestemning. I den forbindelse bragte den nylige storm et alvorligt problem for flere af de underjordiske, idet flere træer væltede og rev flere af de underjordiske boliger i stykker. Det har helt naturligt flyttet fokus, men nisserne har meddelt os, at et nødberedskab er igangsat, og at der derfor vil blive garanteret julehygge i skoven den 21. december.

 

Med hensyn til de knapt så venligtsindede væsner kan stormfaldet, og de ødelagte boliger, dog få den betydning, at der vil flakke flere hjemløse trolde, lygtemænd og lignende væsner rundt i skoven, hvilket kan udgøre en potentiel fare for individer af menneskeslægten. Derfor vil vi på det kraftigste opfordre Dem til, at De holder Dem sammen i grupper, og at de ikke bevæger Dem ret langt væk fra huset alene.

 

Indtil nu har vi ikke haft meget sne i skoven, men vi håber og beder til vejrguderne om at drysse et pænt lag sne ud over skoven inden julefrokosten. Kan vi så samtidig få en frostklar nat med kig til en funklende stjernehimmel, hvor ikke en lyd er at høre, bortset fra frostsneens knirken under skosålerne, vil lykken være fuldent.

 

Så, som De nok kan fornemme, kører alt på skinner, og vi kan garantere, at De endnu en gang vil opleve en perfekt og afstemt julefrokost i gode venners lag.

En julefrokost, der vil være endnu en perle i den lange kæde af uforglemmelige øjeblikke i Restaurant Mosehuset.

 

Tilbage er der blot at minde Dem om at huske gaver til det sagnomspundne pakkespil og ellers sige; vel mødt, og vi vil blot bede Dem om at lukke øjnene og lade tankerne flyve mod den eventyrlige Rønbjerg Mose…….

 

Frostklar stjernehimmel, sne på jorden, lysallé, Glade Jul, granduft, varme, hyggebelysning, Madholdet, duften fra køkkenet, kold juleøl, mad og snaps på julebordet, sange, tale, juletræ, pakkespil……….

 

-lukke øjnene og drømme……………..

 

”Julen bringer velsignet bud

til store og små.

Kom nu bare med herud.

Dig Mosehuset venter på !”

 

 

De bedste julehilsner

Restaurant Mosehuset

 

C.V. Holm

Chefkok, Storfanger, Tidligere hollandsk konsulent, Gastronomisk supervisor, Webmaster, Turistchef, Bestyrelsesmedlem i Jensen & Sørensens Plantage ApS og formand for Foreningen Mosehuset

Gå til forsiden